torsdag den 4. oktober 2012

Velkommen til indsamlingen!

Vær med til at hjælpe Rigets mindste børn til en bedre start ved at støtte en stærkt tiltrængt renovering af neonatalklinikkens forældrerum.

OBS: Projektet med forældrerummet blev gennemført og afsluttet i september 2013. Ønsker du at give et bidrag til neonatalklinikken skriv da venligst til malou@ehmer.dk. Så sørger vi for at dit bidrag bliver doneret til afdelingen og kommer de små børn og deres forældre til gode.

Hvert år indlægges ca. 1100 børn i alderen 0-2 år (og deres forældre) på Rigshospitalets neonatalklinik. Nogle børn kommer hjem efter kun en eller få dage, mange efter uger eller måneder, og nogle kommer desværre aldrig hjem.


At være forælder til et barn på neonatalklinikken er en voldsom omvæltning. Præmature eller syge børn har ikke kun brug for intensiv medicinsk behandling og pleje. Nærvær, kærlighed og kropskontakt med mor eller far er også en væsentlig faktor for, at de kan blive stærke nok til at møde verden. 

Det nærvær og overskud kan være svært at finde som forælder, når man pludselig lever på en intensiv afdeling. Ens hjem kan i månedsvis være erstattet af en hospitalsstue, som deles med et eller flere syge børn og deres forældre, og man hører konstant støj fra alarmer fra ens eget eller et af gangens andre børn.

Med denne indsamling håber vi, at rigtig mange vil være med til at gøre en forskel for forældrene og dermed også de små børn.


Det går pengene til - nyt forældrerum

Alle donationer går ubeskåret til et nyt "forældrerum" på neonatalklinikken. Efter at have været indlagt på afdelingen med vores lille søn i foråret 2012 har vi set behovet, talt med andre forældre om det og ikke mindst mærket det på egen krop. Vi vil give forældrene et rum - et rart sted at være, hvor de for en stund kan gå hen og trække vejret, stirre ud i luften, være sig selv, tale med hinanden eller andre, når livet på stuen med alarmer, slanger og fremmede mennesker bliver for hårdt. Vi tror på, at et nyt forældrerum kan gøre en kæmpe forskel i forhold til forældrenes overskud - og dermed i sidste ende for børnenes bedring.

Støt indsamlingen og vær med til at gøre en forskel

Du kan støtte indsamlingen med et valgfrit beløb - intet beløb er for småt. Selv mange små bidrag kan bringe os et stort skridt videre. Hver en krone går direkte til projektet. 

Klik her for at donere og læse mere om indsamlingen. 

Kommentarer til indsamlingen & kontaktoplysninger 

Har du noget du gerne vil dele i forhold til projektet, er du velkommen til at skrive dine bemærkninger på facebookgruppen facebook.com/rigetsborn.

Du er selvfølgelig også velkommen til at sende bemærkninger eller stille spørgsmål via email. Skriv i så fald til Malou@Ehmer.dk

Tak for din støtte!
Malou Ehmer & Jan Kwiecien